Hjem

 

Sensibel

Årets adventskrans

22. november 2015 – Nips og hygge

Jeg er ellers typen der er i julestemning fra august måned og frem til jul og har købt de første julegaver, når vi når september. Jeg har normalt købt alle julegaver inden første december. Men i år er alt bare anderledes. Jeg er stort set ikke i julestemning endnu, og jeg startede på julegaver for 2 dage siden og kan slet ikke samle mig om at finde ud af, hvornår resten skal købes, eller hvem der skal ønske sig hvad osv. Dog blev den første familiejulefrokost overstået i går, og det hjælper en smule på julestemningen. Det går aldrig helt vildt for sig for pigerne i familien har en tradition, at når vi mødes den sidste gang inden 1. advent, så skal vi lave adventsdekorationer og kalenderdekorationer. Vi tager lidt med fra haven hver især og supplerer med at være i skoven efter mos mv. Alle de børn, der vil, hjælper til og resultatet kan blive derefter, men uanset hvordan dekorationerne ender med at se ud, så har vi hygget os og været kreative i hinandens selskab.

Jeg glæder mig i hvert fald til at tænde det første adventslys.

 

Stress

21. november 2015 - Livet

Stress…..mig…..nej. Det er da, de andre der får det, og de her symptomer jeg har, nej det er da bare dårlig mave, det kan jeg jo mærke, alt jammeren kommer fra maven, så jeg kan da sikkert ikke tåle gluten eller laktose, eller så optager jeg ikke salt fra maden, for jeg er da godt nok også blevet sær svimmel. Jeg fik taget et hav af blodprøver ved lægen som viste………at alt var helt normalt. Jamen jeg har jo ondt i maven. Der SKAL være noget galt. Jeg indledte en diæt, jeg fulgte Fodmap kuren i 3 måneder og INTET havde forandret sig. Jeg fik det faktisk værre. Vi havde kæmpe problemer med ikke at kunne nå vores voksende bunker på mit arbejde, og jeg gik til chefen der meddelte, at den mængde som jeg havde på mit bord, SKULLE kunne nås på den tid, jeg var der. Klask…en dør lige i trynen. Og chefen var smuttet til et møde ude i byen. Det var den mærkeligste og mørke jul jeg kan erindre. Jeg var så meget ved siden af mig selv, at jeg slet ikke kunne finde glæden og gnisten og gløden mere. Der var en mørk sky over mig hele tiden, som om der var nogen, der konstant slukkede lyset, hvor jeg var.

I det tidlige forår året efter fik jeg det opkald, jeg havde ventet på, der var en arbejdsgiver der ville frelse mig fra ”Helvede”. Jeg fik lov at starte 1 uge efter, da chefen, for mig meget overraskende, mente, at vi på det tidspunkt var en for mange….. Men lad mig komme væk her fra i en fart, imens jeg stadigvæk kan gå. Det nye arbejde havde en chef med en anderledes indstilling til tingene, og så alligevel ikke. Jeg skulle overtage en andens job og det betød, at jeg da lige skulle overtage og lære samtlige af dennes opgaver på 3 dage. 5 uger efter sad jeg i to hele dage og gloede på det samme stykke papir og kunne ikke røre mine arme, og jeg kunne ikke huske, hvad jeg skulle gøre, jeg havde lavet lignende arbejdsopgaver i 19 år på det tidspunkt. Jeg stirrede ned på papiret i to hele dage, ind til jeg sagde til mig selv, ”Det her er vist ikke helt normalt”. Min læge gav mig ret. Jeg blev sygemeldt dagen efter og var ude af arbejdsmarkedet i 7 måneder. De første to måneder sov jeg. Så gik jeg til min læge og sagde, at jeg ikke syntes, at der skete nogen fremskridt. Så kom jeg til psykolog og skulle nu til at vende vrangen ud på mig selv. Men hvordan gør man lige det, når man ikke ved hvad man føler????

I mit stressforløb var mine symptomer hjertebanken, ondt i maven, ondt i nakke og skuldre, ekstrem svimmelhed, tunnelsyn og træthed, der var så enorm, at det føltes, som om jeg var lavet af beton. Jeg sov så hårdt i min seng og drømte så ekstremt meget hver nat, at jeg var fuldstændig udmattet, når jeg vågnede om morgenen.

Når jeg kigger tilbage på, hvordan jeg havde det for 1 år siden, er det ubegribeligt, at jeg ikke var klar over, at jeg havde stress, og det er meget underligt at tænke tilbage på, hvordan jeg psykisk og fysisk havde det. Det er i meget tæt på i erindring og alligevel så langt væk, det fyldte så meget i hovedet for et år siden, og det tyngede så meget på skuldrene rent fysisk og til nu, hvor jeg egentlig synes, at det går ret godt. Dengang prøvede jeg konstant at kompensere, for det der var galt, ved at foreslå mig selv, at der var noget fysisk galt med mig, men det er måske kroppens måde at reagere på, da det jo er en meget unaturlig sindstilstand af være i stresstilstand hele tiden.

Der er stadigvæk rigtig gode dage, og så er der dage, der er knap så gode. Det er nu man skal lære at leve igen bare med det in mente, at man skal lytte til sig selv hele tiden og agere ud fra det. Jeg er stadigvæk i læringsprocessen, men der er fremskridt hver dag. For mig er det en læringsproces på højde med at bestige et bjerg, fordi jeg aldrig har lyttet til mig selv før, men hvis man lytter og ser sig for og tager ved lære, så er jeg sikker på, at jeg når toppen en dag. Alle tilbagefaldene bliver man klogere af, hvis man LYTTER til sig selv.

 

Juleindkøb i butik

Den 20. november 2015 - Livet

Min intension er i år at købe alle de julegaver, jeg overhovedet kan fysisk i butikker, da jeg synes det gør julen endnu hyggeligere, og jeg har også mine anelser, om det egentlig kan betale sig økonomisk at handle alt på webshops. Ofte har butikkerne gode tilbud, når man endelig går der ind. Så i år udfodrer jeg mig selv, og så må jeg se, om jeg gennemfører.

Jeg startede juleindkøbene i dag, og der var dejligt få mennesker i butikkerne, så jeg kunne komme til at finde lige netop det, jeg ville købe. Som særlig sensitiv er det noget, der normalt trætter rigtig meget at stå og skubbe og mase sig frem mellem mennesker og børneskrig og svedlugt og pusten og støn, så dagen i dag var perfekt til at købe julegaver.

Jeg skulle i BR Legetøj, og jeg hev ned af hylderne, alt hvad der stod på min seddel, som jeg skulle købe i dag, den lille indkøbskurv var proppet til kanten af hanken. Det var en super god idé, at jeg startede op i dag lige ind til, jeg havde betalt og fik langet EN SÆK med legetøj over disken. Et splitsekund havde jeg faktisk en lille bitte paniktanke, for pyha jeg skulle jo med tog og senere på cykel hjem med alle de dejlige ting. Jeg havde jo egentlig handlet, som jeg alle dage havde gjort, det var bare på webshop, hvor jeg hev ned i den virtuelle ”Indkøbskurven”, men denne gang skulle jeg fysisk have tingene med hjem. Så for ikke at gøre det værre for mig selv, valgte jeg ikke at få gaverne pakket ind i butikken, da jeg ikke lige kunne overskue at stå der og vente, men i stedet fik jeg gavepapir med hjem. En lille udfordring er god, men man behøver heller ikke at presse sig til det sidste, så det bliver en dårlig oplevelse.

En asen og slæben afsted med sækken var begyndt til toget og turen gik da også ret fint. På toget og hjem, og så kom kampen med cyklen. Der var et par stykker der gav mig et lille skævt smil med på vejen. Men jeg kom hel hjem, og jeg kom helt hjem, og jeg havde faktisk et lille overskud, da jeg kom hjem, for jeg var ikke blevet total tæret for kræfter, da jeg kun havde fået et begrænset antal indtryk fra byturen. Men juleindkøb i butik kan anbefales, hvis man starter nu.

 

Sensibel

Den 19. november 2015 - Livet

Hvis man på Synonymbog.com slår ordet ”Sensibel” op så får man disse synonymer:

overfølsom , ømfindtlig , sart , følsom , perceptiv , sensitiv , sensorisk, nærtagende, sårbar , tyndhudet , ømfindlig , ømskindet

Det er stort set beskrivelsen af mig. Der er kun den lille hage ved det, at jeg ALDRIG før har accepteret det. Som lille pige kaldte mennsker omkring mig alle disse ord, med lidt vrængen i stemmen og en smule irritation, og det var da om noget negativt ladet i mine ører. Jeg lærte omkring 6 års alderen at lade være med at ”føle” og så ”følte” jeg bare det alle andre følte. I hver lille situation jeg deltog i, der så og hørte jeg, hvad andre havde af mening om tingene, og jeg ”mente” bare det samme. Det gik rigtig godt i rigtig mange år……men en dag så ville mit sind ikke være med mere, og jeg gik ned med stress. Jeg havde i alt for mange år levet ”andre folks følelsesmæssige liv”. Hvad ville JEG egentlig, hvad følte JEG og hvad mente JEG, det kunne jeg slet ikke finde ud af, fordi jeg havde levet så længe på den anden måde, at det var nemmere lige at tjekke andres sindstilstand og bare mene det samme. Der er ikke mange, eller måske ingen der egentlig kender mine inderste følelser.

Denne her blog har jeg oprettet, som en hjælpe og støtte til mig selv. Nærmest som en terapi så jeg kan komme af med det, som jeg har gået og gemt på i over 30 år. Så jeg kan lære at føle og acceptere, at jeg gerne må føle og evt. føle noget andet end de andre og så stå ved det, og FORTÆLLE om mine følelser ikke mindst og måske herigennem forstå, hvorfor og hvad jeg har beskyttet mig imod. Det er virkelig grænseoverskridende, når man nu ikke har villet dele sine følelser med andre før, til nu at vælge at dele dem med alle.

 

 

Mail: sensibel@sensibel.dk